skip to Main Content

Motionsløb

Nogle ser måske ikke motionsløb som en egentlig outdoorsport, men det er det nu alligevel. Når løbeskoene kommer på og du spurter derudaf i al slags vejr, er du ét med naturen og oplever årstidernes skift på nærmeste hold.

Mange vælger at være med i egentlige motionsløb, men du kan også fint dyrke motionsløb alene eller sammen med andre i en klub. Ved et motionsløb foregår tingene indenfor afgrænsede rammer, og konkurrencemomentet om, hvem der vinder, tiltrækker mange. Det at træne op til et bestemt motionsløb kan også være en betydelig motivationsfaktor for mange. Rigtigt mange har for eksempel som mål at træne sig op til Eremitage- eller Marselisløbet, eller måske et hel- eller halvmaraton i ind- eller udland.

Et af de mest populære løb herhjemme er DHL-stafetten, der hvert år gennemføres i flere byer. Her mødes både eliteløbere og folk, der først fik købt løbeskoene i sidste uge, og de stiller op i de mange firmahold, som deltager. Her forenes outdoor-glæden og det kollegiale samvær på bedste vis. For mange har DHL-stafetten været det, der fik dem i gang med mere seriøst løb, fordi de ved at deltage her fandt ud af, hvor dejlig løbesporten er.

Hvis du er blevet interesseret i løb og har trænet dig op, så du kan deltage i et motionsløb, findes der forskellige løbskalendere på nettet, hvor du kan se, hvornår løbene gennemføres, og hvad der eventuelt er af betingelser for at deltage. I denne coronatid er det meste aflyst, men mon ikke der snart kommer gang i løbene igen, så vi kan dyrke vores interesse sammen med andre løbere igen?

Meget udbredt outdoor-gren

Løb er en af de mest almindelige former for outdoor sport i Danmark. Omkring en tredjedel af alle danskere dyrker løb, og dermed overgås sporten ikke af ret mange andre. Omkring 650.000 danskere deltager under normale omstændigheder i de organiserede løb, som afholdes hen over året. Sådan har det ikke været i 2020 og bliver det heller ikke i 2021, men vi kommer givetvis op på eller over dette antal igen. Et plus ved corona-tiden er, at nedlukningerne rent faktisk har givet flere tid til at trække i løbetøjet, og vi kan jo håbe, at de holder ved de nye vaner og fortsætter med at dyrke løb – den mest almindelige outdoor-sport.

Back To Top